Saa er internettet back on track i Lhasa. Det er nok de faerreste der kan undre sig over, at det ikke er verdens mest stabile internetforbindelse vi sidder paa herude i oedemarken.
Siden sidst er der sket en hel masse. Stoerste oplevelse i Lhasa har helt sikkert vaeret Potala paladset, Dalai Lamas tidligere residens. Vi joinede hundredevis af pilgrimme rundt i paladsets mange vaerelser og sale, og det var i langt hoejere grad det der gjorde potala paladset til en kaempe oplevelse end det var selve paladset. Indvendigt var det knapt saa overdaadigt som udvendigt, men der var en helt speciel stemning over saavel omgivelser som indretning, hvilket jeg hidtil aldrig har oplevet. Efter paladsturen tog vi en kora (pilgrimsvandring) rundt om hele paladset, hvor vi fik drejet paa hundredevis af bedemoeller og sagt hello til en hel masse nysgerrige pilgrimme.
Og a pro pros tibetanere og deres venlighed, har jeg faaet to tibetanske veninder, Yashi og Tashi. Tibetanerne er som tidligere naevnt det venligste folkefaerd jeg har oplevet, og er uanset alder og koen ivrig for at komme i snak med udlaendinge. Et mindre problem er dog, at langt de fleste ikke kan et hak engelsk, hvilket i mange tilfaelde bliver lidt komisk. Faar de oeje paa en udlaending raaber de simpelthen den/de faa fraser de kan paa engelsk. Sjovest var en chauffoer i en minibus, som da han saa os storsmilende stak hele hovedet ud af sidevinduet, vinkede det bedste han havde laert og raabte "I'M THIRTY!"
Derudover har det ogsaa sin charme, naar munkene en sjaelden gang har sagt "I love you" til Mads.
Tashi og Yashi kan heller ikke saerlig meget engelsk, men har haft engelsk et aar nu, og kan de fleste fraser i et-aarsbogen. Jeg moedte dem under en gaatur paa Bagou, og vi gik Jokang-koraen sammen. Vi fik ikke snakket meget, men de var tilsyneladende godt tilfredse med at have faaet en dansk ven, og jeg var mere end glad for at faa et, omend meget lille, kig ind i en tibetaners hverdag.
Allerede anden dag i Lhasa, besluttede Mads og jeg at gaa paa jagt efter en chauffoer for at kunne komme ud ad Lhasa og runde Shigatse, Gyantse og Mt. Everest base camp. Vi var grundet nytaaret forberedt paa at skulle lede laenge, men fik til vores store henrykkelse bid ved foerste ring. 4 dage for 825 rmb pr. person loed naesten for godt til at vaere sandt, og det skulle det soerme ogsaa vise sig at vaere. Da vi to dage senere moedtes med chauffoeren var rejsen cuttet ned til 2 dage grundet nytaar, Base Camp var blevet slettet fra programmet, og prisen var steget fra 825 til 925 pr. person. Vi takkede paent nej.
Mange af de foelgende dage gik med at undersoege hvordan vi kunne komme ud af Lhasa. Ingen ved officielt noget om noget som helst, saa her er der ikke andet for end at gaa paa hostelvandring og spoerge sig for.
Det tydede umiddebart ikke paa, at der var een eneste chauffoer i Lhasa der havde mod paa at koere under nytaaret, og vi indstillede os da ogsaa saa smaat paa, at skulle droppe ihvertfald Base Camp og Gyantse. For at foeje spot til skade fandt vi ud at, at vejen til Nam-tso soeen grundet sneen var lukket.
Som alt saa sortest ud, blev vi midt paa gaden stoppet af en franskmand, som inviterede os med til Nam-tso, vejen var tilsyneladende blevet genaabnet samme dag. Vi takkede straks ja, og var afsted med jeep naeste morgen kl. 7. Koereturen var i sig selv noget af en oplevelse, landskabet var helt fantastisk og vrimlede med yakker og geder i alle former og stoerrelser. Paa vejen passerede vi desuden adskillige pilgrimsbusser samt pilgrimme paa gaaben, som blev ved med at dukke op timevis fra Lhasa og deres maal Jokhangen. Efter 4 timer naaede vi til Nam-Tso, en af Tibets mest beroemte tyrkise soeer. Der var dog grundet aarstiden ikke meget tyrkis over Nam-Tso, og vi befandt os i stedet paa et kaempe islandskab der rakte langt ud i horisonten. Kulden gjorde bestemt ikke Nam-tso til en mindre oplevelse, den ekstremt blaa himmel i kontrast med det kridhvide islandskab er et syn jeg sent vil glemme.
Jeg fik en lille souvenir med foer vi atter forlod soeen i form at en Yaktand, som jeg ved haandkraft hev ud af kraniet paa en doed yak nogle vilde hunde havde guffet i. Det er fandme backpack!
Hoejderne og den ekstremt skarpe sol plus en meget bumlet 8-timers tur i bagagerummet (!) paa en jeep (som for oevrigt brat broed sammen under vejs) medfoerte dog en fael hovedpine, saa vi foelte paa alle maader for at hoppe paa hovedet i seng saa snart vi var tilbage i Lhasa. Vi havde ikke taget det tibetanske nytaar med i vores beregninger, og praecis kl. 20.30 broed helvede mildest tralt loes. Overalt var der en oeredoevende larm af kanonslag, raketter floej hen ad gaden og om oerene paa os, de yngdste boerne styrtede rundt i gaderne og sloges med fakler, mens de aeldre brugte kanonslag og heksehyl. Det var et sandt ragnarok, prikken over i'et blev, at en moegunge kastede fyrvaerkeri paa mig, hvilket ud over at give mig et chock i flere afdelinger sved som ind i helvede den naeste halve times tid. Heldigvis stoppede galskaben igen ved 10-tiden, saa vi kunne faa nattero.
Vi havde samme nat til stor fortrydelse flyttet over i et mindre og billigere vaerelse uden aircondition eller nogen form for varme. Dertil skal siges, at temperaturerne i Lhasa i skrivende stund falder til cirka minus 22 grader om natten. Vi overlevede under hver 2 kaempedyner og en termosovepose, og flyttede dagen derpaa tilbage i vores gamle dyre vaerelse.
I dagen tog vi bus til Ganden-klostret, som ligger 2-3 timer fra Lhasa. Det var super fedt, og vi lagde haardt ud med en power-kora i de omkringliggende bjerge. Vi joinede en flok tibetanere som varmede sig ved et baal undervejs, de var vaeldig nysgerrige og boed os paa cigaretter, Lhasa beer og yaksmoer-te, alt imens vi ved hjaelp af diverse tegn og fagter forsoegte at holde en samtale koerende. Efter et kvarters tid fortsatte vi, og stoedte undervejs paa horder af nynnende mediterende munke.
Selve klosteret var ogsaa super - igen mest fordi man konsekvent fulgtes med pilgrimme. Mest interessant var Dalai Lamas sovevaerelse, hvor vi igen blev genstand for den tibetanske venlighed - denne gang i form af en flok munke, som var vaeldig interesserede, og med deres begraensede engelskkundskaber forsoegte at holde en samtale i gang. Vi sad sammen med dem i 10-15 minutter foer vi fortsatte.
Der er til trods for en MEGET lang blogentry meget meget mere at fortaelle, men det maa blive i naeste omgang - jeg har en date med en nepalesisk chauffoer, som hvis vi er heldige kan koere os til Shigatse, Gyantse og Yamdrok.
Hvis det skulle interessere nogen, har jeg for oevrigt faaet has paa osteblaenerne. I gaar prikkede jeg hul paa 11 af slagsen, saa nu gaar jeg i stedet for blaener rundt paa et stort saar. Dog en forbedring - lidt har ogsaa ret!
onsdag den 6. februar 2008
lørdag den 2. februar 2008
Lhasa baby!
Jeg er i Lhasa!
Efter at have moedtes med Helle & co. i Chengdu for at kigge paa nogle giant pandas, gik turen atter engang videre for mads' og mit vedkommende - denne gang til turens absolutte hoejdepunkt, Lhasa og Tibet. Vi forlod Mix i Chengdu tidligt om morgenen, og kom alt i alt rigtig godt afsted til trods for et par timers forsinkelse grundet uvejret som haerger store dele af Kina for tiden.
Til vores store glaede, er vejret dog mildt og laekkert her i Lhasa, omend lidt bidende. Mads havde vaeret lidt Kinasyg op til afrejsen, formodentlig en lortebakterie eller en orm han har samlet op paa togturen, og kombineret med hoejderne i Lhasa blev det mere eller mindre katastrofalt. Efter 22 timers hardseat og kronisk diarre, besluttede vi os for at checke ind paa et lidt paenere hotel af slagsen og saette os paa et dobbeltvaerelse MED badevaerelse.
Vi bor paa 2. sal, og priser os lykkelige for, at vi ikke skal hoejere op. Der er ikke meget ilt heroppe, og man er konsekvent stakaandet, selv efter den mindste kraftanstrengelse - saasom at spise aftensmad. Med henblik paa hoejderne har vi dog begge vaeret relativt heldige, og er sluppet med on/off aandenoed og en lille smule hovedpine, sikkert fordi vi kommer fra Lijiang som kun ligger cirka 1 km lavere end Lhasa.
Mads var saa syg paa foerstedagen at han ikke var til at hive ud af sengen, saa jeg besluttede mig for i foerste omgang at udforske barkhor-omraadet, den klassisk tibetanske del af byen, paa egen haand. Saa snart jeg traadte udenfor doeren, blev jeg stoppet af en tibetansk kvinde og hendes to boern, som gav haand og boed mig velkommen til Lhasa, til min store overraskelse uden at proeve at saelge mig noget. Det samme indtryk fik jeg igen og igen som jeg bevaegede mig laengere ned af de smalle markedsgader. Alle soegte oejenkontakt, og vovede til tider at raabe hello i forbifarten, og de unge fyre floejtede og raabte I love you, foer de fnisende atter forsvandt i menneskemylderet.
Selve folkemaengden var ogsaa paa alle maader det der fangede min opmaerksomhed. Grundet vinteren og de meget lave temperaturer paa det tibetanske plateau, soeger stoerstedelen af nomaderne i vintermaanederne ind til Lhasa. Barkhor-omraadet var et sandt mekka af maerkelige mennesker, og udover den evige vrimmel af munke i roede kapper, vrimlede det med folk i farverige outfits, kvinder der bar saa mange smykker at det naermest lignede rustninger, og alskinds forskellige eksistenser. Efter kort tid, gav jeg efter for min lyst til at stirre, da de fleste af nomadefamilierne stirrede mindst ligesaamefget igen. Blandt andet fulgtes jeg laenge med en familie ifoert tunge metalsmykker- og baelter, som alle havde en matchende guldtand i overmunden. Egentlig havde jeg bare vinket til den yngste datter, som saa havde hentet hele den pukkelryggede. De fulgte mig taet i nogle minutter mens de stirrede og plaprede loes paa tibetansk, inden de atter forsvandt i mylderet.
Som jeg bevaegede mig taettere paa Jokhang'en, et religioest centrum for buddhister, stoedte jeg paa flere og flere pilgrimme som slaebte sig langs jorden i boen. Det fremgik tydeligt af snavset toej og blodige haender at mange af dem havde slaebt sig mange kilometer foer de havde naaet maalet og den hellige by.
Lhasa er uden tvivl et af de mest interessante steder jeg hidtil har vaeret - og det er overraskende ukinesisk.
Dog er der intet paradis uden en slange. Min hoejre fod ligner pt. en ostemad i en mikroovn, og er et sandt mekka af store gule boblende blaener, som oejensynligt er dukket op ud af ingenting og har bredt sig som en staeppeild over hele undersiden af min fod.
Vi haaber paa at komme ud af byen snart, saa hvis ikke det klarer op i loebet af de naeste par dage staar den paa tibetansk hospital, som jeg har en snigende anelse om ikke er et klap bedre end de kinesiske af slagsen...
Efter at have moedtes med Helle & co. i Chengdu for at kigge paa nogle giant pandas, gik turen atter engang videre for mads' og mit vedkommende - denne gang til turens absolutte hoejdepunkt, Lhasa og Tibet. Vi forlod Mix i Chengdu tidligt om morgenen, og kom alt i alt rigtig godt afsted til trods for et par timers forsinkelse grundet uvejret som haerger store dele af Kina for tiden.
Til vores store glaede, er vejret dog mildt og laekkert her i Lhasa, omend lidt bidende. Mads havde vaeret lidt Kinasyg op til afrejsen, formodentlig en lortebakterie eller en orm han har samlet op paa togturen, og kombineret med hoejderne i Lhasa blev det mere eller mindre katastrofalt. Efter 22 timers hardseat og kronisk diarre, besluttede vi os for at checke ind paa et lidt paenere hotel af slagsen og saette os paa et dobbeltvaerelse MED badevaerelse.
Vi bor paa 2. sal, og priser os lykkelige for, at vi ikke skal hoejere op. Der er ikke meget ilt heroppe, og man er konsekvent stakaandet, selv efter den mindste kraftanstrengelse - saasom at spise aftensmad. Med henblik paa hoejderne har vi dog begge vaeret relativt heldige, og er sluppet med on/off aandenoed og en lille smule hovedpine, sikkert fordi vi kommer fra Lijiang som kun ligger cirka 1 km lavere end Lhasa.
Mads var saa syg paa foerstedagen at han ikke var til at hive ud af sengen, saa jeg besluttede mig for i foerste omgang at udforske barkhor-omraadet, den klassisk tibetanske del af byen, paa egen haand. Saa snart jeg traadte udenfor doeren, blev jeg stoppet af en tibetansk kvinde og hendes to boern, som gav haand og boed mig velkommen til Lhasa, til min store overraskelse uden at proeve at saelge mig noget. Det samme indtryk fik jeg igen og igen som jeg bevaegede mig laengere ned af de smalle markedsgader. Alle soegte oejenkontakt, og vovede til tider at raabe hello i forbifarten, og de unge fyre floejtede og raabte I love you, foer de fnisende atter forsvandt i menneskemylderet.
Selve folkemaengden var ogsaa paa alle maader det der fangede min opmaerksomhed. Grundet vinteren og de meget lave temperaturer paa det tibetanske plateau, soeger stoerstedelen af nomaderne i vintermaanederne ind til Lhasa. Barkhor-omraadet var et sandt mekka af maerkelige mennesker, og udover den evige vrimmel af munke i roede kapper, vrimlede det med folk i farverige outfits, kvinder der bar saa mange smykker at det naermest lignede rustninger, og alskinds forskellige eksistenser. Efter kort tid, gav jeg efter for min lyst til at stirre, da de fleste af nomadefamilierne stirrede mindst ligesaamefget igen. Blandt andet fulgtes jeg laenge med en familie ifoert tunge metalsmykker- og baelter, som alle havde en matchende guldtand i overmunden. Egentlig havde jeg bare vinket til den yngste datter, som saa havde hentet hele den pukkelryggede. De fulgte mig taet i nogle minutter mens de stirrede og plaprede loes paa tibetansk, inden de atter forsvandt i mylderet.
Som jeg bevaegede mig taettere paa Jokhang'en, et religioest centrum for buddhister, stoedte jeg paa flere og flere pilgrimme som slaebte sig langs jorden i boen. Det fremgik tydeligt af snavset toej og blodige haender at mange af dem havde slaebt sig mange kilometer foer de havde naaet maalet og den hellige by.
Lhasa er uden tvivl et af de mest interessante steder jeg hidtil har vaeret - og det er overraskende ukinesisk.
Dog er der intet paradis uden en slange. Min hoejre fod ligner pt. en ostemad i en mikroovn, og er et sandt mekka af store gule boblende blaener, som oejensynligt er dukket op ud af ingenting og har bredt sig som en staeppeild over hele undersiden af min fod.
Vi haaber paa at komme ud af byen snart, saa hvis ikke det klarer op i loebet af de naeste par dage staar den paa tibetansk hospital, som jeg har en snigende anelse om ikke er et klap bedre end de kinesiske af slagsen...
onsdag den 30. januar 2008
Kunming, Lijiang og toghelvede tilbage til Chengdu
Saa er det paa tide med endnu et livstegn. Jeg kom uden videre besvaerligheder til Kunming, hvor jeg med det samme fandt Mads. Det er ikke uden grund Kunming bliver kaldt byen med det evige foraar, og det var en kaerkommen forandring fra sne, regn og kulde i Chengdu. Desuden var Kunming betydeligt paenere, og folk meget mere imoedekommende. Vores hostel laa lige op og ned ad en lokal skole, hvor vi blev den helt store attraktion i middagspausen. Vi besluttede prompte at dedikere foerstedagen og vores genforening til oel og solbadning paa tagterrassen paa vores hotel, samt videre planlaegning af vores tur.
Vi stoedte dog i den forbindelse hurtigt ind i det foerste store problem - kinesisk nytaar. nytaar i Kina foregaar paa mange maader ligesom jul i Danmark, alle rejser hjem og familien samles - og naar 1,3 milliarder mennesker skal med toget medfoerer det total krise indenfor transport. Folk ligger kort fortalt laengere tid i koe for togbilletter i Kina, end alle os andre ligger i koe for en god teltplads til Roskilde.
Heldigvis (eller...?) kendte Peter Yi paa vores hostel en som kendte en som kendte en der kunne skaffe os sleeperpladser til Chengdu, saa vi kunne vaere der tidsnok til at naa vores fly til Lhasa. Gladeligt gav vi i bedste tro Peter Yi 1000 yuan til billetter, og tog samme aften sovebus til Lijiang. Billetterne ville ligge klar til os d. 30, naar vi kom tilbage fra Lijiang. Busturen i sig selv forloeb udemaerket, det var en kold fornoejelse, men vi havde vaeret heldige nok i denne omgang til at faa hver vores private koeje. 10 timer senere var vi i Lijiang, som viste sig at vaere turens foreloebige hoejdepunkt. I modsaetning til stoerstedelen af Kinas storbyer som primaert bestaar af klodsede skaeve bygninger og graa himmel, var Lijiang holdt i klassisk gammeldags kinesisk stil, og de smaa bumlede veje var en sand labyrint mellem smaa og store klassisk kinesiske traehuse. Vejret var som i Kunming solrigt og mildt, og vi viede dagen til at udforske byen paa et lejet tandem. Vi flyttede ind paa Mama Naxi's hos Mama og Baba (mor og far), og hostlet i sig selv var en oplevelse jeg sent vil glemme. Mama, som for oevrigt ikke hed andet end Mama var en italiensk Mama fanget i en kinesisk Mamas krop, og hun fordrev stoerstedelen af sin tid med hoejroestet og bestemt men kaerligt at hundse rundt med Baba og sine gaester inklusive Mads og jeg. Man var der til tiden naar der serveredes aftensmad og morgenmad, hvilket foregik ved store rundborde paa bedste kinesermaner. Restaurenten vrimlede med alle Mama's hunde, the dog-as with-a no-o lov-a, som hun kaldte dem. De var en soergerlig flok gadehunde, som var flyttet ind i restauranten med tiden, og som Mama havde forbarmet sig over. To smaa blinde gadekryds, en mere eller mindre hysterisk chihuahua med skaev ryg, samt et forpjusket lille krae som var blevet efterladt af tidligere kinesiske gaester. De skoere dyr havde dog stor underholdningsvaerdi, og var med til at skabe en hyggelig stemning - selv (og specielt) naar de kom op at toppes, og mama derpaa raabende og svingende med et kosteskaft jagede dem rundt i hele hytten.
Dagen efter vi ankom, gik turen til Tigerspringskloeften, som skulle vaere et af de smukkeste syn i Kina. Vi skulle afsted ved 8-tiden og afsted med en af Mamas busser paa en 2-timers koeretur. Halvejs faldt hele forpartiet af bussen, men paa bedste kinesisk maner var det da ikke noget man ikke kunne holde sammen paa med et par vaade haandklaeder og en god portion knofedt, hvilket ogsaa foejede en ekstra portion spaending til den bumpede koeretur op ad smalle bjergveje.
Vi ankom trods alt i god behold, og begyndte med det samme at vandre. Turen var enormt haard, og vi tussede konsekvent op og ned ad naermest lodrette bjergsider de foerste mange timer. Specielt haarde var de 28 sving, som gik naermest direkte op ad en bjergside. Hele vejen fes en eller flere kinesere rundt bag en med heste, som hele tiden blev mere og mere fristende. Vi var dog hardcore, og naede dog toppen uden den 100-yuan dyre ridetur.
Senere viste det sig ogsaa, at tigerspringskloeften var alle anstrengelserne vaerd. Det landskab der moedte os paa toppen var det mest overvaeldende smukke syn jeg nogensinde har oplevet, og vi maatte flere gange stoppe op for et oejeblik at nyde de smukke bjergformationer, den lyseblaa flod i bunden af kloeften samt de kilometerhoeje bjergtoppe der taarnede sig op hvorend man kiggede hen. Grundet saesonen havde Mads, jeg og vores hollandske og brittiske foelgesvende naermest hele stedet for os selv, og vi stoppede flere gange undervejs op for at nyde stilheden. Ved aftenstide fandt vi et hotel, hvor vi moedte en flok muntre franskmaend vi underholdt os med resten af aftenen.
Dagen derpaa kunne vi roligt sove laenge, da vi allerede naermest var naaet igennem kloeften. Den sidste time gik nedad, og var en rar afveksling fra gaarsdagens kraftanstrengelser. Vi splejsede en bus til Lijiang med en britte, Jack, som viste sig at vaere gode venner med Chloe, Gemma og Lisa fra Tianjin, og som skulle moedes med dem senere i Lijiang. Koereturen med minibus gennem kloeften var en noget naervepirrende oplevelse, i og med at man konsekvent koerte paa kanten af en afgrund og paa en ekstermt ujaevn grusvej. Lonely Planet's mange raedselshistorier om backpackere som var styrtet i dybet under den selvsamme tur i gjorde det ikke bedre. Vi naede dog helskindet tilbage til Lijiang, hvor Mama stod klar med aftensmad. Dagen efter hvilede vi vores oemme bene, og moedtes en sidste gang med Chloe, Gemma, Lisa og Jack paa en cafe naer Mama's. Vi fik samme dag mail fra Peter Yi fra Kunming om, at han havde skaffet os togbilletter til d. 29. og ikke d. 30, og maatte samme aften forlade Lijiang - desvaerre uden at have faaet sagt farvel til Adam og Josh, hvis fly fra Tianjin var forsinket.
Busturen tilbage var knap saa komfortabel som tidligere, og vi blev sammen med 4 kinesere stuvet MEGET taet sammen i bagenden af bussen. Soevn fik vi ikke meget af den nat. Om morgenen da vi ankom stod der til vores store forundring hard seat paa de billetter Peter Yi havde fremtryllet til os, men receptionisten gav os en seddel som hun forklarede kunne give os soft sleepers naar vi viste den til togpersonalet. Vi var noget skeptiske, men havde grundet nytaarstravlheden ikke andet valg end at haabe paa det bedste. For mit indre oere kunne jeg hoere Gregs stemme sige: DO NOT EVER TAKE THE HARD SEAT TRAIN FROM KUNMING TO CHENGDU, IT WAS THE WORST EXPERIENCE IN MY LIFE!
Nu kan jeg godt saette mig ind i, hvad han har ment. Togpersonalet fattede ingenting, og vi blev stuvet ind paa hard seat. Nytaarstravlheden havde medfoert saa klaustrofobiske og prppede togvogne saa man skulle tro det var loegn. Havde vi vaeret grise i en lastbil i Damnark er jeg ikke i tvivl om, at chauffoeren var blevet arresteret for dyremishandling. Der stank overalt af alt fra pis til rester af hoensefoedder og andre madrester der laa som et taeppe over hele gulvet, og vi sad og stod saa taet at vi knapt nok kunne roere os. Den eneste udluftning var en lille spraekke mellem vognene, hvilket slet ikke var tilstraekkeligt for de proppede togvogne, og de gange toget holdt stille laengere tid ad gangen, var det til tider svaert at faa vejret. Vi ringede flere gange til Peter Yi, som forsikrede os om, at vi ved naeste station ville blive flyttet til soft sleepers - intet skete. Efterhaanden var der gaaet 8 timer paa hard seat, og vi ringede atter engang til Peter, som denne gang foreslog os, at vi skulle henvende os til togpersonalet. Vi forsoegte at forklare, at togpersonalet altsaa ikke forstod engelsk, men det mente han ikke var et problem. Vi fik i sidste ende en kinesisk universitetsstuderende til at hjaelpe og oversaette. Togmutter sagde, at vi skulle videre til vogn nummer 11 - vi sad i vogn 4, og doerene maatte ikke aabnes paa de stationer vi stoppede ved. Jeg maatte blive og bevogte vores pladser, mens Mads og kineserpigen begav sig ned mod vogn 11. Jeg ventede og jeg ventede og jeg ventede - og to timer senere dukkede mads forpjusket og svedende op i den anden ende af vognen. Han fik moevet sig tilbage paa saedet, og gav mig spontant et stort kram. Han fortalte efterfoelgende om turen til vogn 11. Han og kineserpigen havde vaeret gennem vogne der fik vores egen til at ligne en balsal. Der havde vaeret mennesker overalt - selv baggagehylderne under loftet havde vaeret proppede med boern, og de havde vaeret noedt til at kravle ovenpaa menneskemaengden (!) det meste af vejen, hvor de havde vaeret udsat for diverse slaaskampe, kylen med flasker og tilraab. Kineserpigen havde i foerste omgang forsoegt at forklare situationen, hvilket kun havde ledt til stoerre ophidselse - saa kunne vi rige hvide svin fandme bare laere hvordan det er at koere med underklassen, havde hun oversat for mads. Da de endelig var naaet frem til vogn 11, havde de atter engang faaet afslag og maatte hele vejen tilbage gennem toget, hvor de heldigvis denne gang kunne gemme sig bag en madvogn der var paa vej gennem vognene. Jeg priste mig lykkelig for, at jeg havde vaeret saedevogter.
Moerket faldt saa smaat paa, og vi begyndte saa smaat at smide smaa hvide pinde efter en plads paa soft sleepers. Toppen paa kransekagen blev en ordentlig omgang raecermave for mit vedkommende. Jeg kunne sagtens klare, at skulle sparke mig vej gennem den staaende sovende menneskemaengde og det tykke roegsloer i den meget meget lille rygersektion. Jeg kunne ogsaa sagtens klare at skulle ind paa et ekstremt smaat toilet paa cirka 1 kvadratmeter, som stank vaerre end noget jeg nogensinde har oplevet - og jeg kunne ogsaa godt leve med at skulle staa i andres pis og lort til anklerne henover det lille tilpissede hul i gulvet. Hvad jeg havde det decideret svaert med var rotterne paa toilettet. Den foerste gang jeg stiftede bekendtskab med en, var umiddelbart efter Mads' tilbagekomst, hvor jeg efter at have holdt alt inde i 2 timer virkelig var paa bristepunktet. Saa snart jeg aabnede doeren stirrede jeg direkte ind i oejnene paa en kaempe stor fed rotte, der saa snart den fik oeje paa mig pilede et par gange rundt om hullet i gulvet, foer den til sidst kroeb i skjul under et lille metaludhug i vaeggen. Naar man skal, skal man dog, isaer naar man har rejsemave, og jeg maatte uvilligt saenke mig ned mod det lille hul. Herfra kunne jeg lige ane den haarloese hale, der stak ud faa centimeter fra min bare roev.
Natten boed ikke paa meget soevn, og havde man endelig fundet sig til rette blev man skubbet til - ellers begyndte en af de 4 babyer i vores togvogn at skrige som en sindssyg.
Kl. 8.00 i morges efter 22 timer ankom vi endelig til Chengdu, hvor vi indtil videre ikke har laevet meget andet end at nyde at kunne straekke benene. Jeg stoedte ind i Chris paa vores hostel (de britter er over det hele!), og vi fik os en kort snak. I morgen gaar turen til Pandacentret, og i overmorgen skulle vi gerne sidde i Lhasa. Oprindeligt var jeg en smule aengstelig over hvor primitive forhold vi under ture ud fra Lhasa maatte udsaette os selv for - nu ved jeg jeg kan klare ALT!
Vi stoedte dog i den forbindelse hurtigt ind i det foerste store problem - kinesisk nytaar. nytaar i Kina foregaar paa mange maader ligesom jul i Danmark, alle rejser hjem og familien samles - og naar 1,3 milliarder mennesker skal med toget medfoerer det total krise indenfor transport. Folk ligger kort fortalt laengere tid i koe for togbilletter i Kina, end alle os andre ligger i koe for en god teltplads til Roskilde.
Heldigvis (eller...?) kendte Peter Yi paa vores hostel en som kendte en som kendte en der kunne skaffe os sleeperpladser til Chengdu, saa vi kunne vaere der tidsnok til at naa vores fly til Lhasa. Gladeligt gav vi i bedste tro Peter Yi 1000 yuan til billetter, og tog samme aften sovebus til Lijiang. Billetterne ville ligge klar til os d. 30, naar vi kom tilbage fra Lijiang. Busturen i sig selv forloeb udemaerket, det var en kold fornoejelse, men vi havde vaeret heldige nok i denne omgang til at faa hver vores private koeje. 10 timer senere var vi i Lijiang, som viste sig at vaere turens foreloebige hoejdepunkt. I modsaetning til stoerstedelen af Kinas storbyer som primaert bestaar af klodsede skaeve bygninger og graa himmel, var Lijiang holdt i klassisk gammeldags kinesisk stil, og de smaa bumlede veje var en sand labyrint mellem smaa og store klassisk kinesiske traehuse. Vejret var som i Kunming solrigt og mildt, og vi viede dagen til at udforske byen paa et lejet tandem. Vi flyttede ind paa Mama Naxi's hos Mama og Baba (mor og far), og hostlet i sig selv var en oplevelse jeg sent vil glemme. Mama, som for oevrigt ikke hed andet end Mama var en italiensk Mama fanget i en kinesisk Mamas krop, og hun fordrev stoerstedelen af sin tid med hoejroestet og bestemt men kaerligt at hundse rundt med Baba og sine gaester inklusive Mads og jeg. Man var der til tiden naar der serveredes aftensmad og morgenmad, hvilket foregik ved store rundborde paa bedste kinesermaner. Restaurenten vrimlede med alle Mama's hunde, the dog-as with-a no-o lov-a, som hun kaldte dem. De var en soergerlig flok gadehunde, som var flyttet ind i restauranten med tiden, og som Mama havde forbarmet sig over. To smaa blinde gadekryds, en mere eller mindre hysterisk chihuahua med skaev ryg, samt et forpjusket lille krae som var blevet efterladt af tidligere kinesiske gaester. De skoere dyr havde dog stor underholdningsvaerdi, og var med til at skabe en hyggelig stemning - selv (og specielt) naar de kom op at toppes, og mama derpaa raabende og svingende med et kosteskaft jagede dem rundt i hele hytten.
Dagen efter vi ankom, gik turen til Tigerspringskloeften, som skulle vaere et af de smukkeste syn i Kina. Vi skulle afsted ved 8-tiden og afsted med en af Mamas busser paa en 2-timers koeretur. Halvejs faldt hele forpartiet af bussen, men paa bedste kinesisk maner var det da ikke noget man ikke kunne holde sammen paa med et par vaade haandklaeder og en god portion knofedt, hvilket ogsaa foejede en ekstra portion spaending til den bumpede koeretur op ad smalle bjergveje.
Vi ankom trods alt i god behold, og begyndte med det samme at vandre. Turen var enormt haard, og vi tussede konsekvent op og ned ad naermest lodrette bjergsider de foerste mange timer. Specielt haarde var de 28 sving, som gik naermest direkte op ad en bjergside. Hele vejen fes en eller flere kinesere rundt bag en med heste, som hele tiden blev mere og mere fristende. Vi var dog hardcore, og naede dog toppen uden den 100-yuan dyre ridetur.
Senere viste det sig ogsaa, at tigerspringskloeften var alle anstrengelserne vaerd. Det landskab der moedte os paa toppen var det mest overvaeldende smukke syn jeg nogensinde har oplevet, og vi maatte flere gange stoppe op for et oejeblik at nyde de smukke bjergformationer, den lyseblaa flod i bunden af kloeften samt de kilometerhoeje bjergtoppe der taarnede sig op hvorend man kiggede hen. Grundet saesonen havde Mads, jeg og vores hollandske og brittiske foelgesvende naermest hele stedet for os selv, og vi stoppede flere gange undervejs op for at nyde stilheden. Ved aftenstide fandt vi et hotel, hvor vi moedte en flok muntre franskmaend vi underholdt os med resten af aftenen.
Dagen derpaa kunne vi roligt sove laenge, da vi allerede naermest var naaet igennem kloeften. Den sidste time gik nedad, og var en rar afveksling fra gaarsdagens kraftanstrengelser. Vi splejsede en bus til Lijiang med en britte, Jack, som viste sig at vaere gode venner med Chloe, Gemma og Lisa fra Tianjin, og som skulle moedes med dem senere i Lijiang. Koereturen med minibus gennem kloeften var en noget naervepirrende oplevelse, i og med at man konsekvent koerte paa kanten af en afgrund og paa en ekstermt ujaevn grusvej. Lonely Planet's mange raedselshistorier om backpackere som var styrtet i dybet under den selvsamme tur i gjorde det ikke bedre. Vi naede dog helskindet tilbage til Lijiang, hvor Mama stod klar med aftensmad. Dagen efter hvilede vi vores oemme bene, og moedtes en sidste gang med Chloe, Gemma, Lisa og Jack paa en cafe naer Mama's. Vi fik samme dag mail fra Peter Yi fra Kunming om, at han havde skaffet os togbilletter til d. 29. og ikke d. 30, og maatte samme aften forlade Lijiang - desvaerre uden at have faaet sagt farvel til Adam og Josh, hvis fly fra Tianjin var forsinket.
Busturen tilbage var knap saa komfortabel som tidligere, og vi blev sammen med 4 kinesere stuvet MEGET taet sammen i bagenden af bussen. Soevn fik vi ikke meget af den nat. Om morgenen da vi ankom stod der til vores store forundring hard seat paa de billetter Peter Yi havde fremtryllet til os, men receptionisten gav os en seddel som hun forklarede kunne give os soft sleepers naar vi viste den til togpersonalet. Vi var noget skeptiske, men havde grundet nytaarstravlheden ikke andet valg end at haabe paa det bedste. For mit indre oere kunne jeg hoere Gregs stemme sige: DO NOT EVER TAKE THE HARD SEAT TRAIN FROM KUNMING TO CHENGDU, IT WAS THE WORST EXPERIENCE IN MY LIFE!
Nu kan jeg godt saette mig ind i, hvad han har ment. Togpersonalet fattede ingenting, og vi blev stuvet ind paa hard seat. Nytaarstravlheden havde medfoert saa klaustrofobiske og prppede togvogne saa man skulle tro det var loegn. Havde vi vaeret grise i en lastbil i Damnark er jeg ikke i tvivl om, at chauffoeren var blevet arresteret for dyremishandling. Der stank overalt af alt fra pis til rester af hoensefoedder og andre madrester der laa som et taeppe over hele gulvet, og vi sad og stod saa taet at vi knapt nok kunne roere os. Den eneste udluftning var en lille spraekke mellem vognene, hvilket slet ikke var tilstraekkeligt for de proppede togvogne, og de gange toget holdt stille laengere tid ad gangen, var det til tider svaert at faa vejret. Vi ringede flere gange til Peter Yi, som forsikrede os om, at vi ved naeste station ville blive flyttet til soft sleepers - intet skete. Efterhaanden var der gaaet 8 timer paa hard seat, og vi ringede atter engang til Peter, som denne gang foreslog os, at vi skulle henvende os til togpersonalet. Vi forsoegte at forklare, at togpersonalet altsaa ikke forstod engelsk, men det mente han ikke var et problem. Vi fik i sidste ende en kinesisk universitetsstuderende til at hjaelpe og oversaette. Togmutter sagde, at vi skulle videre til vogn nummer 11 - vi sad i vogn 4, og doerene maatte ikke aabnes paa de stationer vi stoppede ved. Jeg maatte blive og bevogte vores pladser, mens Mads og kineserpigen begav sig ned mod vogn 11. Jeg ventede og jeg ventede og jeg ventede - og to timer senere dukkede mads forpjusket og svedende op i den anden ende af vognen. Han fik moevet sig tilbage paa saedet, og gav mig spontant et stort kram. Han fortalte efterfoelgende om turen til vogn 11. Han og kineserpigen havde vaeret gennem vogne der fik vores egen til at ligne en balsal. Der havde vaeret mennesker overalt - selv baggagehylderne under loftet havde vaeret proppede med boern, og de havde vaeret noedt til at kravle ovenpaa menneskemaengden (!) det meste af vejen, hvor de havde vaeret udsat for diverse slaaskampe, kylen med flasker og tilraab. Kineserpigen havde i foerste omgang forsoegt at forklare situationen, hvilket kun havde ledt til stoerre ophidselse - saa kunne vi rige hvide svin fandme bare laere hvordan det er at koere med underklassen, havde hun oversat for mads. Da de endelig var naaet frem til vogn 11, havde de atter engang faaet afslag og maatte hele vejen tilbage gennem toget, hvor de heldigvis denne gang kunne gemme sig bag en madvogn der var paa vej gennem vognene. Jeg priste mig lykkelig for, at jeg havde vaeret saedevogter.
Moerket faldt saa smaat paa, og vi begyndte saa smaat at smide smaa hvide pinde efter en plads paa soft sleepers. Toppen paa kransekagen blev en ordentlig omgang raecermave for mit vedkommende. Jeg kunne sagtens klare, at skulle sparke mig vej gennem den staaende sovende menneskemaengde og det tykke roegsloer i den meget meget lille rygersektion. Jeg kunne ogsaa sagtens klare at skulle ind paa et ekstremt smaat toilet paa cirka 1 kvadratmeter, som stank vaerre end noget jeg nogensinde har oplevet - og jeg kunne ogsaa godt leve med at skulle staa i andres pis og lort til anklerne henover det lille tilpissede hul i gulvet. Hvad jeg havde det decideret svaert med var rotterne paa toilettet. Den foerste gang jeg stiftede bekendtskab med en, var umiddelbart efter Mads' tilbagekomst, hvor jeg efter at have holdt alt inde i 2 timer virkelig var paa bristepunktet. Saa snart jeg aabnede doeren stirrede jeg direkte ind i oejnene paa en kaempe stor fed rotte, der saa snart den fik oeje paa mig pilede et par gange rundt om hullet i gulvet, foer den til sidst kroeb i skjul under et lille metaludhug i vaeggen. Naar man skal, skal man dog, isaer naar man har rejsemave, og jeg maatte uvilligt saenke mig ned mod det lille hul. Herfra kunne jeg lige ane den haarloese hale, der stak ud faa centimeter fra min bare roev.
Natten boed ikke paa meget soevn, og havde man endelig fundet sig til rette blev man skubbet til - ellers begyndte en af de 4 babyer i vores togvogn at skrige som en sindssyg.
Kl. 8.00 i morges efter 22 timer ankom vi endelig til Chengdu, hvor vi indtil videre ikke har laevet meget andet end at nyde at kunne straekke benene. Jeg stoedte ind i Chris paa vores hostel (de britter er over det hele!), og vi fik os en kort snak. I morgen gaar turen til Pandacentret, og i overmorgen skulle vi gerne sidde i Lhasa. Oprindeligt var jeg en smule aengstelig over hvor primitive forhold vi under ture ud fra Lhasa maatte udsaette os selv for - nu ved jeg jeg kan klare ALT!
mandag den 21. januar 2008
Livstegn fra Chengdu!
Saa er jeg endelig kommet fra Tianjin efter mange lange visaproblemer. Jeg hoppede paa fly fra Tianjin til Chengdu d. 18, og har vaeret i Chengdu og omegn lige siden.
Da resten af gruppen startede i hhv. Xian og Hongkong, maatte jeg tage til Chengdu alene.
Jeg bor pt. paa Mix Hostel, det billigste hostel i Kina - og det er ikke uden grund. De har et all-over udendoerstema, hvilket sikkert er meget fint i sommerperioden, knapt saa bevendt i Januar maaned. Der er hverken aircondition, doere eller vinduer, hvilket i begyndelsen var lidt af en tilvaendingssag. Personalet er dog enormt soede og hjaelpsomme, og efterhaanden er jeg til trods for den bidende kulde blevet helt glad for at vaere her.
d. 19, dagen efter jeg ankom til Chengdu tog jeg bus til Emei, en lille by 150 km fra Chengdu, som ligger ved foden af Emei Shan, Kinas stoerste og mest beroemte buddhistiske bjerg. Da jeg ankom gik jeg til Baoguangsi, og hoppede derfra af- og paa bybusser for at se lidt naermere paa byen og faa noget at spise. Et par timer senere vendte jeg tilbage til bjerget, hvor jeg tog bus opad til Wannian, som er mindre turistet og betydeligt paenere end Baoguang. Herfra begyndte jeg at vandre gennem de smukkeste landskaber jeg nogensinde har set. Overalt var der groent og frodigt, og man foelte man stod midt i et kinesisk landskabsmaleri. Luften var tung af vand, men frisk, floder og vandloeb piblede frem hvorend man gik hen, og overalt var der tilgroede buddhistiske statuer og udhugninger i bjergsiderne. Kort efter min ankomst moedte jeg en flok kinesiske turister, som jeg fulgtes med resten af dagen. Da moerket begyndte at falde paa vendte kineserne snuden tilbage mod bunden af bjerget, og jeg fandt et hotel paa bjerget. Jeg var eneste gaest, saa jeg blev inviteret til middag med hele familien, og fik til alles store henrykkelse smagt paa en raekke meget krydrede Sichuan-specialiteter. Efter maden forsoegte jeg til alles store henrykkelse paa gebrokkent kinesisk at snakke lidt med ved bordet. Inden jeg gik i seng, opfoerte den yngste datter et dansenummer for hele familien, og saa var det ellers godnat.
Soevn fik jeg dog ikke meget af den nat. Til trods for at hotelfatter havde skruet varmen op paa 30 grader, har jeg aldrig frosset saa meget. Han havde overset en vigtig detalje - nemlig at det kaempe panoramavindue ud til bjergsiden ikke kunne lukkes. Jeg maatte ty til drastiske metoder, og besluttede at tage alt mit medbragte toej (nok til 3 dage) paa, samt binde mit partisantoerklaede om ansigtet for at kunne holde kulden ud.
Jeg vaagnede om morgenen den naeste dag til hanegal, og besluttede at droppe badet, da det eneste der kom ud af hanerne var iskoldt bjergvand. Desuden var alle mine toiletsager saa frosne, at det kraevede mandekraefter at tvinge noget som helst ud af tuberne. Jeg hoppede hurtigt i- eller naermere af toejet og fortsatte min vandring op ad bjerget. Det oesede ned fra morgenstunden, saa alt hvad jeg havde medbragt var gennembloedt paa 20 minutter. Efter at have gaet en times tid, kom jeg til et af de mange beroemte og berygtede abe-omraader. Bjergsiderne var udhuggede som makkakker, og broer og statuer dekoreret med diverse aber i alle former og stoerrelser - rigtige aber var der dog ikke mange af. Jeg fortsatte et kvarters tid, og fik i det fjerne oeje paa to enorme hanmakkakker som sad paa vejen foran mig og skulede olmt. Jeg passerede dem saa hurtigt som muligt uden en lyd, og kiggede ikke tilbage. Det sidste var imidlertid en fejltagelse. Foer jeg vidste af det, var den stoerste af de to aber sprunget paa mig, og hvaeste, hev mig i haaret, skreg, kradsede og bed paa livet loes. Jeg forsoegte febrilsk at skubbe den gale abe af mig, men uden reslutat. Hver gang jeg forsoegte at slaa til den, snappede den ud efter mine haender. Heldigvis kom to saelgere mig til undsaetning, og fik med bambusstokke jaget den gale abe paa flugt. Jeg gav dem chokeret et par kuai hver, og koebte en bambusstok i tilfaelde af, at jeg skulle moede flere galsindede aber paa min vej.
Bambusstokken viste sig at vaere effektiv, og hver gang en- eller flere makkakker naermede sig, bankede jeg stokken i jorden, og de fortrak hurtigt igen. Som jeg bevaegede mig hoejere op ad bjerget blev regnen gradvist til sne, og alt hvad der foer var gennembloedt, blev nu frossent. Jeg vendte hen paa eftermiddagen tilbage til Wannian for at tage bus til toppen af bjerget. Paa en time koerte jeg fra eventyrligt junglelandskab, farverige fugle og aber til totalt hvidt snelandskab. Paa toppen var alt daekket af sne og is, og grundet disen kunne man naermest ikke se andet end hvidt, da jeg ankom. Da jeg bevaegede mig opad, vaennede mine oejne sig dog til snelandskabet, som viste sig at vaere ligesaa smukt som det junglelandskab jeg kom fra. Der var taarnhoeje snedaekkede traer, og kloefter saa dybe at man ikke kunne se bunden. Planen var, at naa til den oeverste tinde, men da der var stroemsvigt virkede liftene ikke. De kinesere jeg fulgtes med den dag, havde ikke investeret i snesko ligesom mig, og ville ikke vandre laengere op ad bjerget. En gaatur til toppen ville tage ca. 3 timer, men da alting var glat og jeg som bekendt var alene, turde jeg ikke begive mig laengere op til fods. Jeg satte mig ved det naermeste spisested for at faa en cola, og blev lynhurtigt midtpunkt for en gruppe nysgerrige kinesere, som var ved at segne af begejstring, da jeg fyrede et par fraser kinesisk af for dem. Efter nogle minutter havde den lille gruppe kinesere udviklet sig til en sand folkemaengde, og jeg besluttede at flygte mens jeg stadig havde chancen. Forfrossen og udmattet vendte jeg tilbage til busstationen, og derfra tilbage til bunden af bjerget. Kineserne siger, at man kun er en halv mand medmindre man har gaaet paa muren - jeg tror det samme maa gaelde for Emei Shan. De to dage jeg brugte paa bjerget var noget af det mest fysisk udmattende og primitive jeg laenge har udsat mig selv for. Roskilde go home!
Jeg var tilbage i Chengdu ved 10-tiden om aftenen, hvor jeg atter engang chekkede ind paa Mix, som i forhold til Emei Shan var en ren Sauna.
Da jeg var udmattet efter min bjergtur, besluttede jeg at droppe pandaerne, som helst skal ses kl. 7-8 om morgenen, og blive under mit elektriske taeppe indtil kl. 10.
Efter et langt velfortjent bad, tog jeg taxa til den store plads midt i Chengdu, hvor en gigantisk stenstatue af Mao pegede i retning mod Starbucks og Mcdonalds, som var en kaerkommen afveksling fra Sichuan-koekkenet. Jeg tussede rundt paa pladsen og senere hovedgaden i et par timer, foer jeg besluttede at tage mig en gaatur i folkets park. Her var smukt beplantet og fredeligt og overalt dyrkede folk Tai Chi, sang karaoke, spillede musik og dansede. Jeg joinede til deres store fornoejelse en flok aeldre damer til Tai Chi, som er betydeligt svaerere end man umiddelbart skulle tro. Derudover var jeg med til faellessang, som dog var en endnu mindre succes end Tai chi. Sidst paa eftermiddagen vendte jeg snuden hjemad.
Jeg flyver til Kunming i morgen kl. 7.45, hvor jeg skal moedes med mads og muligvis Adam, Josh og Paul, nogle engelske venner fra Tianjin. Jeg glaeder mig til at komme under mildere og mindre regnfulde himmelstroeg, men har uden tvivl haft et dejligt og ikke mindst begivenhedsrigt ophold i Chengdu og Emei.
Da resten af gruppen startede i hhv. Xian og Hongkong, maatte jeg tage til Chengdu alene.
Jeg bor pt. paa Mix Hostel, det billigste hostel i Kina - og det er ikke uden grund. De har et all-over udendoerstema, hvilket sikkert er meget fint i sommerperioden, knapt saa bevendt i Januar maaned. Der er hverken aircondition, doere eller vinduer, hvilket i begyndelsen var lidt af en tilvaendingssag. Personalet er dog enormt soede og hjaelpsomme, og efterhaanden er jeg til trods for den bidende kulde blevet helt glad for at vaere her.
d. 19, dagen efter jeg ankom til Chengdu tog jeg bus til Emei, en lille by 150 km fra Chengdu, som ligger ved foden af Emei Shan, Kinas stoerste og mest beroemte buddhistiske bjerg. Da jeg ankom gik jeg til Baoguangsi, og hoppede derfra af- og paa bybusser for at se lidt naermere paa byen og faa noget at spise. Et par timer senere vendte jeg tilbage til bjerget, hvor jeg tog bus opad til Wannian, som er mindre turistet og betydeligt paenere end Baoguang. Herfra begyndte jeg at vandre gennem de smukkeste landskaber jeg nogensinde har set. Overalt var der groent og frodigt, og man foelte man stod midt i et kinesisk landskabsmaleri. Luften var tung af vand, men frisk, floder og vandloeb piblede frem hvorend man gik hen, og overalt var der tilgroede buddhistiske statuer og udhugninger i bjergsiderne. Kort efter min ankomst moedte jeg en flok kinesiske turister, som jeg fulgtes med resten af dagen. Da moerket begyndte at falde paa vendte kineserne snuden tilbage mod bunden af bjerget, og jeg fandt et hotel paa bjerget. Jeg var eneste gaest, saa jeg blev inviteret til middag med hele familien, og fik til alles store henrykkelse smagt paa en raekke meget krydrede Sichuan-specialiteter. Efter maden forsoegte jeg til alles store henrykkelse paa gebrokkent kinesisk at snakke lidt med ved bordet. Inden jeg gik i seng, opfoerte den yngste datter et dansenummer for hele familien, og saa var det ellers godnat.
Soevn fik jeg dog ikke meget af den nat. Til trods for at hotelfatter havde skruet varmen op paa 30 grader, har jeg aldrig frosset saa meget. Han havde overset en vigtig detalje - nemlig at det kaempe panoramavindue ud til bjergsiden ikke kunne lukkes. Jeg maatte ty til drastiske metoder, og besluttede at tage alt mit medbragte toej (nok til 3 dage) paa, samt binde mit partisantoerklaede om ansigtet for at kunne holde kulden ud.
Jeg vaagnede om morgenen den naeste dag til hanegal, og besluttede at droppe badet, da det eneste der kom ud af hanerne var iskoldt bjergvand. Desuden var alle mine toiletsager saa frosne, at det kraevede mandekraefter at tvinge noget som helst ud af tuberne. Jeg hoppede hurtigt i- eller naermere af toejet og fortsatte min vandring op ad bjerget. Det oesede ned fra morgenstunden, saa alt hvad jeg havde medbragt var gennembloedt paa 20 minutter. Efter at have gaet en times tid, kom jeg til et af de mange beroemte og berygtede abe-omraader. Bjergsiderne var udhuggede som makkakker, og broer og statuer dekoreret med diverse aber i alle former og stoerrelser - rigtige aber var der dog ikke mange af. Jeg fortsatte et kvarters tid, og fik i det fjerne oeje paa to enorme hanmakkakker som sad paa vejen foran mig og skulede olmt. Jeg passerede dem saa hurtigt som muligt uden en lyd, og kiggede ikke tilbage. Det sidste var imidlertid en fejltagelse. Foer jeg vidste af det, var den stoerste af de to aber sprunget paa mig, og hvaeste, hev mig i haaret, skreg, kradsede og bed paa livet loes. Jeg forsoegte febrilsk at skubbe den gale abe af mig, men uden reslutat. Hver gang jeg forsoegte at slaa til den, snappede den ud efter mine haender. Heldigvis kom to saelgere mig til undsaetning, og fik med bambusstokke jaget den gale abe paa flugt. Jeg gav dem chokeret et par kuai hver, og koebte en bambusstok i tilfaelde af, at jeg skulle moede flere galsindede aber paa min vej.
Bambusstokken viste sig at vaere effektiv, og hver gang en- eller flere makkakker naermede sig, bankede jeg stokken i jorden, og de fortrak hurtigt igen. Som jeg bevaegede mig hoejere op ad bjerget blev regnen gradvist til sne, og alt hvad der foer var gennembloedt, blev nu frossent. Jeg vendte hen paa eftermiddagen tilbage til Wannian for at tage bus til toppen af bjerget. Paa en time koerte jeg fra eventyrligt junglelandskab, farverige fugle og aber til totalt hvidt snelandskab. Paa toppen var alt daekket af sne og is, og grundet disen kunne man naermest ikke se andet end hvidt, da jeg ankom. Da jeg bevaegede mig opad, vaennede mine oejne sig dog til snelandskabet, som viste sig at vaere ligesaa smukt som det junglelandskab jeg kom fra. Der var taarnhoeje snedaekkede traer, og kloefter saa dybe at man ikke kunne se bunden. Planen var, at naa til den oeverste tinde, men da der var stroemsvigt virkede liftene ikke. De kinesere jeg fulgtes med den dag, havde ikke investeret i snesko ligesom mig, og ville ikke vandre laengere op ad bjerget. En gaatur til toppen ville tage ca. 3 timer, men da alting var glat og jeg som bekendt var alene, turde jeg ikke begive mig laengere op til fods. Jeg satte mig ved det naermeste spisested for at faa en cola, og blev lynhurtigt midtpunkt for en gruppe nysgerrige kinesere, som var ved at segne af begejstring, da jeg fyrede et par fraser kinesisk af for dem. Efter nogle minutter havde den lille gruppe kinesere udviklet sig til en sand folkemaengde, og jeg besluttede at flygte mens jeg stadig havde chancen. Forfrossen og udmattet vendte jeg tilbage til busstationen, og derfra tilbage til bunden af bjerget. Kineserne siger, at man kun er en halv mand medmindre man har gaaet paa muren - jeg tror det samme maa gaelde for Emei Shan. De to dage jeg brugte paa bjerget var noget af det mest fysisk udmattende og primitive jeg laenge har udsat mig selv for. Roskilde go home!
Jeg var tilbage i Chengdu ved 10-tiden om aftenen, hvor jeg atter engang chekkede ind paa Mix, som i forhold til Emei Shan var en ren Sauna.
Da jeg var udmattet efter min bjergtur, besluttede jeg at droppe pandaerne, som helst skal ses kl. 7-8 om morgenen, og blive under mit elektriske taeppe indtil kl. 10.
Efter et langt velfortjent bad, tog jeg taxa til den store plads midt i Chengdu, hvor en gigantisk stenstatue af Mao pegede i retning mod Starbucks og Mcdonalds, som var en kaerkommen afveksling fra Sichuan-koekkenet. Jeg tussede rundt paa pladsen og senere hovedgaden i et par timer, foer jeg besluttede at tage mig en gaatur i folkets park. Her var smukt beplantet og fredeligt og overalt dyrkede folk Tai Chi, sang karaoke, spillede musik og dansede. Jeg joinede til deres store fornoejelse en flok aeldre damer til Tai Chi, som er betydeligt svaerere end man umiddelbart skulle tro. Derudover var jeg med til faellessang, som dog var en endnu mindre succes end Tai chi. Sidst paa eftermiddagen vendte jeg snuden hjemad.
Jeg flyver til Kunming i morgen kl. 7.45, hvor jeg skal moedes med mads og muligvis Adam, Josh og Paul, nogle engelske venner fra Tianjin. Jeg glaeder mig til at komme under mildere og mindre regnfulde himmelstroeg, men har uden tvivl haft et dejligt og ikke mindst begivenhedsrigt ophold i Chengdu og Emei.
mandag den 26. november 2007
Back on track!
Så har jeg endelig været på arbejde igen efter næsten en uge i sengen, som har smadret min døgnrytme godt og grundigt. Udover at jeg måtte stå op fem timer tidligere end sædvanligt, havde jeg grundet en svejsemaskine som udover at larme som ind i helvede lavede kørte blåt diskolys udenfor mit vindue indtil klokken tre fået noget nær min dårligste nattesøvn til dato her i Kina til dato. Efter tre spandfulde kaffe var jeg stadig alt andet end oplagt på unger.
Da jeg trådte ind af døren i sweet class, smilede Annie over hele ansigtet, og talte højlydt til tre. ”Ida, I very miss you!”, råbte ungerne i kor, mens Annie strålede af stolthed og åbenlyst fiskede efter et anerkendende blik fra mig. Jeg nænnede ikke at kommentere det videre, og smilede i stedet det bedste jeg har lært. Så meget for ”bilingual school” – og på den anden side forventeligt, når manden der bestemmer hvem der skal ansættes og fyres ikke behersker så meget som et godmorgen på engelsk.
Ungerne var glade for at se mig igen, og jeg blev på stedet begravet i en horde af snottede børn med fedtefingre, som alle sammen ville sidde på skødet, kysse mig og pille ved mit hår, hvilket blev en uventet brat opvågning. Kina er ekstremt tørt om vinteren, og udover sprukne læber og rynkede hænder gør det børnene konsekvent statisk elektriske, hvilket ærligt talt ikke gør dem mindre irriterende.
Børnene skulle opføre en forestilling for forældrene i dag, så min rolle blev som så mange gange før at gå i cirkler, stå i vejen, og lege med børnene når de skulle sidde stille. Efter en times ihærdig stræben efter at være behjælpelig, gav jeg op, og satte mig i hjørnet med en bog resten af formiddagen.
Klokken 11.30 kunne jeg endelig gnaven og skuffet smutte tilbage på mit lille sure værelse og sætte mig foran computeren en times tid og glo Simpsons, inden turen gik til Tianjin International Building og min første dag på mit nye fritidsarbejde.
Dette blev imidlertid dagens første store positive overraskelse. Tianjin International Building var Tianjin-udgaven af Beijings business-bygninger på Sanlitun, det eneste sted i Beijing hvor gennemsnitsmanden er hvid, iført mappe og jakkesæt og stiger ud af en sort, blankpudset Audi. I den guldbesatte forhal fandtes der alt fra Starbucks til hævemaskiner, en ellers sjælden luksus i Kina. Mads og jeg skulle undervise i engelsk på 24. etage i et fransk firma, og eleverne viste sig til min store overraskelse at være underdirektører eller lignende, alle med minimum en kandidatgrad i international business. Vi blev henvist til konferencerummet, fik hver et glas isvand, og 15 sekunder senere sad vores elever klar til undervisning.
Undervisningen bestod imidlertid i, at vi skulle træne vores fire elever i at samtale på engelsk, hvilket er lig en times betalt snak om alt mellem himmel og jord – nogenlunde de samme emner som jeg har diskuteret med snaksaglige kinesere på Ali Baba, når jeg har skullet slappe af efter en dårlig dag i børnehaven. De eneste umiddelbare forskelle var, at drikkevarerne i International Building blev serveret og var gratis, at vi har en timeløn på 130 rmb og at vores samtalepartnere er enormt engagerede og evigt taknemmelige.
Efter en sludder om blandt andet det danske kongehus, kinesiske bryllupper og skilsmisser samt en masse tips til gode restauranter og shoppingsteder i Tianjin, kunne vi hver 130 yuan rigere læne os tilbage i en sofa på Starbucks og slappe af med en latte omgivet af velklædte businessmænd. Det her er det cooleste job ever, og vigtigst af alt: et bevis på at Kina er andet end harkere, bakterier og uforskammede, uopdragne, egoistiske folk.
onsdag den 21. november 2007
Wo bin le!
”Wo bin le” er kinesisk, og betyder ”jeg er syg”. Om aftenen dagen efter hjemkomsten fra turistrejsen, fik jeg en meget underlig fornemmelse i maven, som viste sig at skulle være mere end bare en fornemmelse. Hele natten kastede jeg op i et væk, og endte med at falde i søvn på gulvet foran toilettet af bare udmattelse. Den sjette gang jeg måtte op for at brække mig, troede jeg, at nu måtte jeg da snart være helt tom – men jeg måtte tro om igen. Min mave havde nemlig besluttet sig for, at der skulle tømmes helt ud – i begge ender, hvilket i sidste ende resulterede i, at jeg for første gang siden jeg var bajs sked i bukserne. Når man kaster op, spænder man som bekendt mavemusklerne, og det var tilsyneladende mere end resten af kroppen kunne holde til. Klokken 4 om natten måtte jeg, syg som bare fanden, vaske gulv og bukser samt tage et grundigt bad. Virusen holdt mig i sengen de næste 3 dage, og på fjerdedagen begyndte jeg til min store begejstring endelig at føle mig rask og veltilpas. Greg skulle komme på besøg den dag, så siden jeg følte mig nogenlunde frisk igen, var min lykke gjort. Troede jeg. Greg nåede at være i Tianjin i cirka 4 timer, før han fik en underlig fornemmelse i maven….
Han formåede at sove på gulvet foran toilettet 2 nætter i træk og skide i bukserne 2 gange.
Da weekenden kom, begyndte flere og flere at få en underlig fornemmelse i maven, så Greg og jeg besluttede os for at forlade den synkende skude hurtigst muligt, og søge tilflugt på et hostel i Beijing. Ingen af os følte os rigtig friske endnu, Greg døjede med maven og jeg fik udover mavesmerter et voldsomt udslæt på arme, ryg, mave og i ansigtet, så vi holdt os mest en dels indenfor på baren de følgende 5 dage. Det eneste vi egentlig nåede at udrette var en 2-timers tur til den forbudte by, der syntes så udmattede at vi røg på hovedet i seng om aftenen allerede kl. 9. Da vi endelig begge var nogenlunde på benene igen, var det tid til at sige farvel; Greg søgte mod mildere himmelstrøg i Thailand, og jeg måtte hoppe på en tre timer lang iskold og ubehagelig bustur tilbage mod Tianjin, mens regnen piskede ned. For 150$ kunne det have været mig der sad på et fly til Thailand; tanken var (og er) fristende.
Nu er jeg så tilbage i Tianjin, og kæmper stadig med sygdom og infektion. Jeg har haft min første hospitalstur, og denne skulle vise sig at være min hidtil mest overraskende og skræmmende oplevelse i Kina indtil videre. Jeg tog til Tianjin City Central Hospital med taxa. Udefra så det ganske anstændigt ud, men da vi trådte indenfor dørene, var realiteten en hel anden. Forhallen lignede lidt banegården – ikke den store fancy banegård i Beijing, nærmere den lille lurvede banegård i Tianjin. Den eneste åbenlyse forskel er, at banegården i Tianjin er meget renere. Væggene var nikotingule og nærmest smurt ind i lort og snotklatter, og hele bygningen lugtede lidt ligesom det lugter når man passerer et offentligt toilet i slumkvartererne i Beijing. Hygiejnen var kvalmende lav, og folk sad og røg cigaretter udenfor de snavsede operationsstuer, der i stedet for døre havde små snaskede gardiner, som det meste af tiden var rullet fra. Jeg skulle under mit besøg på hospitalet blandt andet indlevere en urinprøve, og fik i den forbindelse det største chok hidtil: Toiletterne. Det var uden tvivl her den kvalmende lugt stammede fra, og jeg måtte holde vejret før jeg gik derind, da lugten var så slem. De af jer der har set ”Trainspotting” husker sikkert den forfærdelige scene, hvor Ewan Mcgregor besøger ”the worst toilet in Scotland” – indretningen var nogenlunde den samme, bare meget mere kinesisk. På rad og række var der fire små huller i jorden. Bokse eller bare skillevægge havde man åbenbart ikke fundet nødvendigt, og jeg måtte sidde og koncentrere mig om at tisse i en kop ved siden af en kinesisk læge som var i fuld færd med nummer to, og som syntes mere end ligeglad over at sidde på hug og skide ved siden af mig. Da jeg endelig havde ramt den lille kop tilstrækkeligt og atter fik hevet bukserne op om livet opdagede jeg til min store rædsel, at der ikke engang var en håndvask. Jeg kunne lige overleve med ikke at vaske mine egne hænder og i stedet bruge en vådserviet, hvad der bekymrede mig mere var, at en kinesisk læge lige havde skidt og tørret sig og siden hen forladt toilettet uden at vaske fingre. I det mindste bruger jeg ikke halvdelen af min dag på at stikke fingre ind i mennesker som i forvejen er syge. Urinprøven måtte jeg bære i strakt arm gennem hele hospitalet, da laboratoriet lå i den anden ende af bygningen – og der var ikke noget med at få et låg til prøven. Endvidere virkede kineserne fuldstændig ligeglade med, at jeg bar rundt på muligvis inficeret tis, og både på vej til laboratoriet og mens jeg stod i køen, skubbede folk mig rundt i alle retninger så tisset sprøjtede. Alt foregik på kinesisk, så jeg forstod ikke et hak af, hvad der foregik, og jeg nåede i løbet af de to timer jeg brugte på hospitalet at besøge intet mindre end 5 læger som alle var uforskammede og virkede fuldstændig ligeglade med hvad der var galt med mig. Alle sammen mente de, at jeg bare skulle have en sprøjte antibiotika. Jeg nægtede prompte, og forlangte som betalende kunde gang på gang at få en ordentlig behandling og undersøgelse. Selvom kineserne evindeligt render ud og ind af hospitalet hvis de så meget som hoster to gange i træk, burde det ikke være ensbetydende med at alle os andre gør det!
Endelig fik jeg dog efter lang tids insisteren en undersøgelse, og lægen udskrev noget medicin til mig – for at være mere nøjagtig to bæreposer fulde af medicin. Alt fra desinficerende væsker til piller i forskellige former og farver. Jeg fik en kort og upræcis instruktion i hvordan og hvor ofte jeg skulle tage medicinen, og så var det ellers herut. På vej ud af døren fortalte lægen, at jeg bare skulle komme tilbage hvis det ikke virkede. Yderst betryggende. En ting er helt sikker: Jeg kommer ALDRIG igen!
Jeg havde desværre ikke mit kamera med på hospitalet, så i må nøjes med et billede af al den medicin jeg tager - hver dag!
turistrejse med mr. Zhao pt. 1
Fredag morgen dagen efter vi havde været i Beijing og krydse, sad vi alle spændte og veloplagte i en af Cathay Futures skolebusser, klar på vores turistrejse til Qingdao, det konfusianske tempel og Yinan-provinsen. Med os på rejsen havde vi Sunny, Mr. Zhao og en af Sunnys veninder. I første omgang gik turen til Qingdao og den olympiske regatta, og planen var en 6 timers køretur. Køreturen på kinesisk motorvej var i sig selv en kulturel oplevelse. Tilbage i gode gamle Danmark har jeg ofte bandet og svovlet over min egen dumhed, når jeg i et kort uopmærksomt øjeblik har misset den rigtige afkørsel fra motorvejen, og derved indskrevet mig selv til kilometervis af ekstra kørsel på motorvejen til næste afkørsel. I Kina har de fundet tricket: Hvis man kører forbi den rigtige afkørsel, bakker man da bare! Så der sad vi – 10 rædselsslagne danskere uden sikkerhedsseler på en kinesisk motorvej og bakkede på livet løs, mens bilerne udenfor fløj forbi vinduerne og dyttede på livet løs af den bakkende minibus. I Danmark har vi et ord for det: spøgelsesbilist!
Efter 6 timers kørsel sad vi alle med hvad der føltes som meget flade numser midt på motorvejen, og undrede os over hvor hulen Qingdao var. Sunny fortalte os lavmælt på engelsk at mr. Zhao havde trodset navigationssystemet, da han efter bedste overbevisning kendte en kortere vej til Qingdao. Mr. Zhao, headmaster på en af Kinas mest berømte såkaldt tosprogede skoler i Kina, taler som bekendt ikke et ord engelsk. 2 timer senere begyndte mørket at falde på, og i horisonten kunne vi skimte noget der lignede en by – Qingdao! Byen var flot og interessant, og vi sad alle med ansigterne presset op imod vinduerne, ivrige efter at se byen på egen hånd. Kort efter befandt vi os ved kysten og en stor moderne bygning, museet for den olympiske regatta. Vi fik en eksklusiv rundvisning, og fik senere lov til at snuse rundt på kajen og mærke den friske brise fra havet. Da det var blevet så sent, blev vi dog få minutter senere jaget tilbage i minibussen, da vi skulle nå at tjekke ind på hotellet og ud at spise aftensmad inden natten faldt på.
Aftensmaden fik vi på en eksklusiv kinesisk restaurant lige op til Tsingtao-bryggeriet. Mellem de to bygninger var et gigantisk rør, som efter Sunnys udsagn var et såkaldt ”ølrør”, så øllen vi fik på restauranten var så friskbrygget som muligt. Maden var som forventet meget kinesisk, til gengæld var der live-underholdning i form af mavedans og musik, samt en kæmpe wide-screen der viste en gammel Britney Spears koncert. Efter maden tjekkede vi ind på vores hotel, og fik til vores store ærgrelse at vide, at vi skulle videre dagen efter kl. 8.00, og altså at vi ikke fik mulighed for at se på den by vi havde kørt 8 timer for at komme til.
Dagen efter gik turen til Konfuses fødeby, og som forventet gik mange af dagtimerne atter engang med at køre rundt i minibussen. Ved eftermiddagstid var vi ved templet, og på bedste kinesiske vis, fik vi en guide med et lille blåt flag, som i stor hast jagede os igennem templet mens hun snakkede lavmælt, gebrokkent engelsk, som ingen af os rigtig forstod. Templet var lidt ligesom mange andre templer jeg tidligere har set, så det var ikke den kæmpe store skelsættende oplevelse – dog var det et nydeligt sted, og uden den lille kineser med det blå flag som jagede os gennem templet på no time, havde det da været en oplevelse.
Efter rundturen blev vi jaget tilbage i bussen, og kørte atter i timevis. Næste punkt på dagsordnen var at besøge en skole meget lig Cathay Future, og vi gennemskuede hurtigt, at det mest en dels var for at pleje mr. Zhaos forretningsforbindelser. Efter den obligatoriske rundvisning på skolen, inviterede forstanderen for skolen på (once again) kinesisk middag, og mens vi sad ved vores runde borde med drejeskiver, kunne man tydeligt ænse kfc-logoet eller et lille flakkende mcdonalds-M i alle danskernes øjne, i takt med at vi fik serveret grå tofu, friterede mynteblade, eddikepeanuts og andre kinesiske specialiteter. Kinesisk mad er på ingen måde lækkert, og vil aldrig blive det, ligegyldigt hvor dyrt og lækkert det nu engang ser ud.
Vores lokale havde to store runde borde, et danskerbord og et kineserbord. Kineserne drak sig dog hurtigt så trillestive i øl og Beijou (læs: ildelugtende- og smagende kinesisk riswhisky), og for i et væk over til vores bord for at skåle og lykønske mens de plaprede løs på kinesisk og deres ansigtskulør gradvist gik fra gul til orange til meget rød.
Efter middagen var alle kineserne ved så godt mod, at de fluks inviterede os på karaokebar, hvor festlighederne fortsatte. Som sædvanlig gjorde mr. Zhao sit ypperste for at være centrum, og de få sange hvor han ikke nåede at få tilranet sig mikrofonen, diskodansede han på livet løs. Til tider har vi alle sammen undret os gevaldigt over, hvordan en mand af mr. Zhaos kaliber nogensinde kan have fået den stilling han har. Et par timer senere blev vi sendt hjem i seng på hotellet, mens kineserne drak og sang videre på karaokebaren.
Søndag formiddag gik med besøg i en park, hvor vi atter en gang fik os en lille kineser med et blåt flag – forskellen var, at hun ikke kunne et pluk engelsk, og derfor kun snakkede kinesisk til os til alles store forundring. Atter engang blev vi i bedste kinesisk-turist stil jaget gennem parken af flagdamen uden mulighed for at stoppe op og kigge os omkring – og vupti! Blev vi nok engang jagtet ind i bussen, som denne gang gik tilbage til Tianjin. Vores tur var åbenbart blevet kortet ned, da mr. Zhao ville have os til at deltage i endnu et arrangement, hvor vores opgave som altid var at se hvide og fremmede ud. Så meget for 5 dages betalt turistrejse!
Blæsevejr på Kajen i Qingdao
...Ud i det blå!
Rund dør i det Konfusianske tempel
Konfusis fødeby. Sunny agerer guide.
Mr. Zhao giver den gas på dansegulvet mens en kollega synger karaoke
Smuk udsigt i en park i Yinan
Samme park med udsigt over en stor sø
Abonner på:
Opslag (Atom)
